Matematiktimens håbløshed

Kære undervisere i matematik.

Denne henvendelse er ment som undskyldning for min adfærd i lektionerne. Det er gået op for mig, at min distræthed, der til tider snarere er en konkret provokativ aggressivitet, skyldes frygt. Der er intet at udsætte på undervisernes læringsmetoder, ej heller på mine medstuderendes utallige forsøg på at gøre matematikken forståelig for mig. Den eneste grund til min beklagelige opførsel i matematiktimerne er den frygt, der ikke vil forsvinde. Selv efter lange terapisamtaler og døgn henlagt i dyb meditativ tilstand er denne frygt stadig reel. Efter at jeg har haft taget kontakt til neuropsykologisk institut i København, for hvem svaret også forblev ubesvaret, forsøger jeg nu med en ganske almindelig, gammeldags - men bestemt også fuldbåren og velment undskyldning.

Frygten, der føles som kroge på indersiden af mit kranium, blokerer alle de kanaler, hvorigennem informationerne, der skulle akkumuleres i min hukommelse, løber igennem. Som en dæmning eller en frygtelig ligusterhæk for enden af en blind vej, der ondt spærrer flugtruten.

Tænk, hvis jeg en dag har brugt al min hukommelseskapacitet på, for mig, ligegyldige matematiske formler. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om det er muligt at "slette" irrelevant information, sådan at der er plads til noget mere væsentligt og ikke mindst interessant. Tænk hvis jeg midt i en historie- eller latinlektion pludselig må erkende, at jeg simpelthen ikke har hukommelseskapacitet tilbage - og at der er 23 %, som er optaget af sinus/cosinus eller kvadratsætninger.

Så kære Lise, Carsten og hvad I ellers hedder, undervisere - jeg undskylder for min opførsel hidtil, og benytter samtidig muligheden for at undskylde også for min fremtidige adfærd, som helt sikkert ikke vil forbedres.

- Med respekt for jeres ... fag
Mathias Henrik Andersen, 1.i