For yderligere at tvinge mig ind i jeres bevidsthed, smider jeg lige to digte op.
Begge to handler om kærlighed, blot skrevet på to forskellige dage.
Here goes poetism:
De elskendes neurofysiologi:
Dine læber boltrer sig i bevægelser og skubber lydbølger frem
De absorberes og opfattes af hvert eneste sanseapparat jeg besidder
Og jeg ligner det spørgsmål som du stiller og vi synker forvirret ned
I ynk og apati.
Så hvad er sandhed og ærlighed ud over moraldogmer og sindssyge
Hvorfor æder mine tarme sig selv hver gang du og jeg hvisker
De selv samme sætninger som vi vidste der var sandhed
Lige før?
Vi er sammen fordi sådan er vi mest lykkelige og forlystede
Ikke fordi de andre guddommelige kræfter i træerne og vindene
Tvinger os med kausalitet, vi bor i magelighedens sump
Og ignorerer stanken
Så lad os holde os for ørene som aberne af elfenben
Viljen er kun lidelse siger Buddha selv i otte trin
Så lad os rulle os ind i æteren og hinanden i ætsende lagner
Og glemme
Alt det der gør mest ondt.
VS.
Kærester sætter sjældent komma
Som en kærestes ord på gymnasiets millimeterpapir, A4, men man behøver ikke tegne indenfor linierne hver gang.
Du er min sommerromance selvom, det er en kold tid vi lever i, du stråler miskendeligt som uran i unægtelig mørke nætter, for du har et lys i dig som får alle andre til at se bedre ud.
Duften af skønheden af de flygtigt forsvindende krøller i dit hår tænder mig og fylder mig med varme som radiatorer, der er eller ingen grund til at skulle føle kulde, for med dig er jeg udstyret skudsikker vest; installeret varmepude.
Og livet kan grine højt og kneppe dig, men vi kæmper videre med klaprende tænder, vi er to elskende på neonasfaltens summen fra bier og blomster der misunder dine honningtårer jeg kysser væk fra dine kinder, selvom vi til tider er bevidste om at vi græder af glæde.
Så lad mig være både din kæreste og hemmelige beundrer, for jeg tæller stadig timer på fingrer for at tilnærme mig tilladelse til at iagttage dig tage makeup på; lave søde grinagtige grimasser i dit spejl, du er smukkest i landet her, prinsesse.
Er det hybrids at tælle igen, og krydse fingrer for at leve lykkeligt til sine dages ende?
(vinden hvisker nej, jeg har alligevel altid været mere til tysk romantik end græsk drama!)
Dedikeret til Sofie Imbert Villumsen, d. 23/9 2008
Kys - Lauge Lund.
Hardcore Softporn
Hej venner.
Endelig virker det her.
For at fejre dette, vil jeg lægge en gammel klassisker op:
Hardcore Softporn, mit debut bidrag til elevbladet.
denne udgave har ikke været under redaktørens kærlige hånd, så fejl (i ved, inspirationens rus tager ikke hensyn til kommaregelen) kan muligvis optræde:
Hardcore Softporn.
Et lystdrevent lystspil fra en selvmedlidende små-schauvinistisk filosof.
Kvinder er fra Venus, mænd er fra Mars. Og ligeledes har vi forskellige behov, og forskellige faktorer der determinerer en attraktion af det modsatte køn.
Jeg har gået i folkeskole i 10 år, og har været lige snotdum hele tiden. Specielt når det kom til de hede klasseværelses romancer. Alle de der lege, som S P eller K var aldrig mit lod. Min største bedrift må have været at have valgt K i 6. klasse, og blive udfordret til at tage Freja på røven – og der efter gennemføre det. Hæderen ville ingen ende tage.
Pigerne fik mig hjernevasket godt og grundigt. Jeg kædesmsede med adskillige veninder, for at prøve og løse det uendelige mysterium om ethvert individ med kromosom XX. Jeg endte altid som den flinke fyr, den gode ven, den grimme dreng med den gode (og godtroende) personlighed – til alles hjælp og nytte; på nær min egen. Min frustration ville ingen ende tage, når ethvert kærestebrev jeg sendte blev returneret med et pænt nej tak.
Det som pigerne fik mig overbevist om, var at det er det indre der tæller. At det var det som de gik efter, og det som scorede. Dem som sendte røde roser, dem som smædede smøde gloser, den sensitive underspillede sensuelle samtalekyndige fyr. At det ydre bare var en faktor som var til at lukke op og skide i. Hvor fik de dog taget mig grusomt ved næsen. Jeg blev skolegårdens Romeo, altid forelsket, altid i den samme, altid ulykkeligt og altid forbandet selvmedlidende. Den eneste platoniker i 4. klasse, Hr. Lauge Lund.
Heldigvis blev jeg klogere. I 7. klasse lærte jeg at Barcadi Breezer dræbte min lægeromanagtige overbevisning, og jeg fik muligheden for at stikke tungen ned i halsen på nogen tilfældige piger. Vældig morsomt.
Et eller andet sted havde jeg jo haft det instinktive lystdrevne freudianske handyrs gen i mig. Hvis man kigger på samtlige af mine tegnehæfter fra folkeskolen, vil man se en tydelig fascination af det lidt mere end halvlumre. Jeg har alt fra voldsepisoder mellem Bamse & Kylling til julenisser(!?) der performer pornografiske stillinger.
Men et eller andet sted er de følelsesmæssige relationer fortsat skæve. Drengene ønsker stadigvæk at finde pornomodellen, pigerne ønsker stadigvæk at finde Johnny Depp.
Drenge vokser op med hardcore porno, direkte i ansigtet, i enhver betydning.
Piger vokser op med prinsesser i kjoler og ualmindeligt lækre prinser på den hvide hest, senere lækre halvperfekte skuespillere der redder pigerne i sidste øjeblik.
Det er der jo ingen der kan leve op til. Så drengenes mor fortæller dem (i det mindste har jeg fået en prædiken eller to): ”Det som man ser i de der porno film er altså slet ikke virkelighed, og det giver et forskruet og urealistisk billede af kvindekønnet, det er også undertrykkende og kapitalistisk!”
Men fortæller pigernes mor det samme til dem? At det man ser i almindelig spillefilm altså ikke er virkelighed, og det er et forskruet og urealistisk billedet af mandekønnet, som man ikke skal regne med at opleve! (ligesom fyre ikke skal regne med analsex på første date).
Jeg tvivler et eller andet sted. For pigerne snakker stadigvæk om hvor lækre og perfekte fyrene er eller skal være, og hvor meget de elsker Orlando Bloom og alle de andre fra Hollywood. Pigerne håber til en hvis grad stadigvæk på at score drømmefyre, og vil helst ikke slå sig til tåls med andet.
Drengene er lettere. De tager hvad de kan få. ”er hun vild med mig? kanon, lets get it oon!” Såmænd ikke fordi de er billigere, de er bare mere realistiske. Ikke for at glorificerer et køn, men dette er bare min overbevisning, og mine holdninger glorificerer jeg konstant!
Jeg selv er en forbandet romantiker, jeg ønsker stadigvæk at sidde under tæppet med varm kakao og flette fingrer og se hinanden dybt i øjnene, med en pige som jeg dybtfølt respekterer og holder af. Men jeg vil sgu da også tage den næstbedste pige, og stadigvæk se mere porno end jeg burde.
Lauge Lund Christiansen - d. 21 oktober, 07
Endelig virker det her.
For at fejre dette, vil jeg lægge en gammel klassisker op:
Hardcore Softporn, mit debut bidrag til elevbladet.
denne udgave har ikke været under redaktørens kærlige hånd, så fejl (i ved, inspirationens rus tager ikke hensyn til kommaregelen) kan muligvis optræde:
Hardcore Softporn.
Et lystdrevent lystspil fra en selvmedlidende små-schauvinistisk filosof.
Kvinder er fra Venus, mænd er fra Mars. Og ligeledes har vi forskellige behov, og forskellige faktorer der determinerer en attraktion af det modsatte køn.
Jeg har gået i folkeskole i 10 år, og har været lige snotdum hele tiden. Specielt når det kom til de hede klasseværelses romancer. Alle de der lege, som S P eller K var aldrig mit lod. Min største bedrift må have været at have valgt K i 6. klasse, og blive udfordret til at tage Freja på røven – og der efter gennemføre det. Hæderen ville ingen ende tage.
Pigerne fik mig hjernevasket godt og grundigt. Jeg kædesmsede med adskillige veninder, for at prøve og løse det uendelige mysterium om ethvert individ med kromosom XX. Jeg endte altid som den flinke fyr, den gode ven, den grimme dreng med den gode (og godtroende) personlighed – til alles hjælp og nytte; på nær min egen. Min frustration ville ingen ende tage, når ethvert kærestebrev jeg sendte blev returneret med et pænt nej tak.
Det som pigerne fik mig overbevist om, var at det er det indre der tæller. At det var det som de gik efter, og det som scorede. Dem som sendte røde roser, dem som smædede smøde gloser, den sensitive underspillede sensuelle samtalekyndige fyr. At det ydre bare var en faktor som var til at lukke op og skide i. Hvor fik de dog taget mig grusomt ved næsen. Jeg blev skolegårdens Romeo, altid forelsket, altid i den samme, altid ulykkeligt og altid forbandet selvmedlidende. Den eneste platoniker i 4. klasse, Hr. Lauge Lund.
Heldigvis blev jeg klogere. I 7. klasse lærte jeg at Barcadi Breezer dræbte min lægeromanagtige overbevisning, og jeg fik muligheden for at stikke tungen ned i halsen på nogen tilfældige piger. Vældig morsomt.
Et eller andet sted havde jeg jo haft det instinktive lystdrevne freudianske handyrs gen i mig. Hvis man kigger på samtlige af mine tegnehæfter fra folkeskolen, vil man se en tydelig fascination af det lidt mere end halvlumre. Jeg har alt fra voldsepisoder mellem Bamse & Kylling til julenisser(!?) der performer pornografiske stillinger.
Men et eller andet sted er de følelsesmæssige relationer fortsat skæve. Drengene ønsker stadigvæk at finde pornomodellen, pigerne ønsker stadigvæk at finde Johnny Depp.
Drenge vokser op med hardcore porno, direkte i ansigtet, i enhver betydning.
Piger vokser op med prinsesser i kjoler og ualmindeligt lækre prinser på den hvide hest, senere lækre halvperfekte skuespillere der redder pigerne i sidste øjeblik.
Det er der jo ingen der kan leve op til. Så drengenes mor fortæller dem (i det mindste har jeg fået en prædiken eller to): ”Det som man ser i de der porno film er altså slet ikke virkelighed, og det giver et forskruet og urealistisk billede af kvindekønnet, det er også undertrykkende og kapitalistisk!”
Men fortæller pigernes mor det samme til dem? At det man ser i almindelig spillefilm altså ikke er virkelighed, og det er et forskruet og urealistisk billedet af mandekønnet, som man ikke skal regne med at opleve! (ligesom fyre ikke skal regne med analsex på første date).
Jeg tvivler et eller andet sted. For pigerne snakker stadigvæk om hvor lækre og perfekte fyrene er eller skal være, og hvor meget de elsker Orlando Bloom og alle de andre fra Hollywood. Pigerne håber til en hvis grad stadigvæk på at score drømmefyre, og vil helst ikke slå sig til tåls med andet.
Drengene er lettere. De tager hvad de kan få. ”er hun vild med mig? kanon, lets get it oon!” Såmænd ikke fordi de er billigere, de er bare mere realistiske. Ikke for at glorificerer et køn, men dette er bare min overbevisning, og mine holdninger glorificerer jeg konstant!
Jeg selv er en forbandet romantiker, jeg ønsker stadigvæk at sidde under tæppet med varm kakao og flette fingrer og se hinanden dybt i øjnene, med en pige som jeg dybtfølt respekterer og holder af. Men jeg vil sgu da også tage den næstbedste pige, og stadigvæk se mere porno end jeg burde.
Lauge Lund Christiansen - d. 21 oktober, 07
Matematiktimens håbløshed
Kære undervisere i matematik.
Denne henvendelse er ment som undskyldning for min adfærd i lektionerne. Det er gået op for mig, at min distræthed, der til tider snarere er en konkret provokativ aggressivitet, skyldes frygt. Der er intet at udsætte på undervisernes læringsmetoder, ej heller på mine medstuderendes utallige forsøg på at gøre matematikken forståelig for mig. Den eneste grund til min beklagelige opførsel i matematiktimerne er den frygt, der ikke vil forsvinde. Selv efter lange terapisamtaler og døgn henlagt i dyb meditativ tilstand er denne frygt stadig reel. Efter at jeg har haft taget kontakt til neuropsykologisk institut i København, for hvem svaret også forblev ubesvaret, forsøger jeg nu med en ganske almindelig, gammeldags - men bestemt også fuldbåren og velment undskyldning.
Frygten, der føles som kroge på indersiden af mit kranium, blokerer alle de kanaler, hvorigennem informationerne, der skulle akkumuleres i min hukommelse, løber igennem. Som en dæmning eller en frygtelig ligusterhæk for enden af en blind vej, der ondt spærrer flugtruten.
Tænk, hvis jeg en dag har brugt al min hukommelseskapacitet på, for mig, ligegyldige matematiske formler. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om det er muligt at "slette" irrelevant information, sådan at der er plads til noget mere væsentligt og ikke mindst interessant. Tænk hvis jeg midt i en historie- eller latinlektion pludselig må erkende, at jeg simpelthen ikke har hukommelseskapacitet tilbage - og at der er 23 %, som er optaget af sinus/cosinus eller kvadratsætninger.
Så kære Lise, Carsten og hvad I ellers hedder, undervisere - jeg undskylder for min opførsel hidtil, og benytter samtidig muligheden for at undskylde også for min fremtidige adfærd, som helt sikkert ikke vil forbedres.
- Med respekt for jeres ... fag
Mathias Henrik Andersen, 1.i
Denne henvendelse er ment som undskyldning for min adfærd i lektionerne. Det er gået op for mig, at min distræthed, der til tider snarere er en konkret provokativ aggressivitet, skyldes frygt. Der er intet at udsætte på undervisernes læringsmetoder, ej heller på mine medstuderendes utallige forsøg på at gøre matematikken forståelig for mig. Den eneste grund til min beklagelige opførsel i matematiktimerne er den frygt, der ikke vil forsvinde. Selv efter lange terapisamtaler og døgn henlagt i dyb meditativ tilstand er denne frygt stadig reel. Efter at jeg har haft taget kontakt til neuropsykologisk institut i København, for hvem svaret også forblev ubesvaret, forsøger jeg nu med en ganske almindelig, gammeldags - men bestemt også fuldbåren og velment undskyldning.
Frygten, der føles som kroge på indersiden af mit kranium, blokerer alle de kanaler, hvorigennem informationerne, der skulle akkumuleres i min hukommelse, løber igennem. Som en dæmning eller en frygtelig ligusterhæk for enden af en blind vej, der ondt spærrer flugtruten.
Tænk, hvis jeg en dag har brugt al min hukommelseskapacitet på, for mig, ligegyldige matematiske formler. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om det er muligt at "slette" irrelevant information, sådan at der er plads til noget mere væsentligt og ikke mindst interessant. Tænk hvis jeg midt i en historie- eller latinlektion pludselig må erkende, at jeg simpelthen ikke har hukommelseskapacitet tilbage - og at der er 23 %, som er optaget af sinus/cosinus eller kvadratsætninger.
Så kære Lise, Carsten og hvad I ellers hedder, undervisere - jeg undskylder for min opførsel hidtil, og benytter samtidig muligheden for at undskylde også for min fremtidige adfærd, som helt sikkert ikke vil forbedres.
- Med respekt for jeres ... fag
Mathias Henrik Andersen, 1.i
Velkommen
Velkommen til Elevbladet Etceteras nye blog!
Jeg er, af min kønne sekretær, blevet bedt om at udgive en velkomstskrivelse, der måske kan forklare de redaktionelle overvejelser, der ligger bag denne blog. For ikke at skræmme nogen på forhånd er jeg nok nødt til at koge det hele ned, selvom det nok er min sproglige tendens at puste idéerne op til mere, end de egentlig er.
Bloggen er ikke så meget en fiks idé, der vil efterabe zeitgeisten, som det er en naturlig reaktion på en række omstændigheder, der har formet elevbladet i fortiden. Elevbladet Etcetera har længe været begrænset af flere ting. Vi har få sider at gøre med, intervallerne mellem udgivelsesdatoerne er lange og det er sparsomt, hvor meget tid den skemalagte skolegang tillader os at lægge i redaktionsarbejdet.
Idéen er, at bloggens i sit væsen kan modarbejde de hæmmende faktorer for et mere helstøbt resultat. Ordenes hastighed ryger i vejret, adgangen er bred og simpel (både for skribenter og læsere) og så står bloggen altid til rådighed. Med andre ord er den et perfekt supplement til det "gammeldags" format: Nu kan vi skrive om nyheder og tidsfæstede arrangementer, og nu kan vi være mindre kritiske omkring det skrevne materiale, for på bloggen er der plads til alt; festbilleder såvel som digte.
Der er plads til, at det gamle, trykte blad kan indeholde tekster, der ikke blot underholder i 10 minutter. De holdbare, tidløse emner bliver trykt, så de seriøse læsere ikke bliver tvunget til at bukke under for den "dårlige smags krav". Men den dårlige smag vinder også, fordi den tilfredsstilles af bloggens indhold.
Bloggen kan altså være dét våben, der sørger for at Etcetera ikke opfylder sin skæbne, som det ulykkelige blad, der er glemt lige så hurtigt, som det er udkommet. Elevbladet skal være et kartotek, der indeholder skoleelevernes historie, men det skal også være en fremadskuende enhed, der er med til at forme hverdagen og de emner, der bliver diskuteret blandt eleverne. Etcetera vil så gerne fylde mere i gymnasieelevens bevidsthed!
Så på redaktionens vegne håber jeg, at OG's elever til stadighed vil læse det "gamle" blad, samtidig med at I omfavner denne nye, digitale underafdeling.
Begejstrede kys,
Ansvarshavende Redaktør,
Søren H. Ipland.
<3<3<3
Abonner på:
Opslag (Atom)