Hej helte og heltinder.
Hvad nu hvis man har digtet noget. Man har digtet mere, og man har digtet meget. Og nu har man to forskellige digte. Hvad gør man så med dem? Man finder et middel til kommunikation, giver sit budskab videre, og håber nogen læser det. (Hvis i keder jer undervejs, må i undskylde. Hvis i bliver glade, er glæden på min side <3)Forresten har Søren ret, enden er nær! (4/5 09)
(først et "bevidsthedsstrømsdigt", der handler om gymnasiekærester. Hvis jeg overskrider nogens intimsfære, så har nogen stadigvæk følelsen af sommerkærlighed til gode.)
Jeg holder dig i hånden:
Jeg holder dig i håndenSchh!
Har du bemærket det regner, jeg er så optaget af dig
Jeg kigger på dig, jeg vil så gerne kigge på dig, har du set at det regner? Har du overhovedet opdaget det endnu?
Det er mørkt, men det er ikke koldt, her er ikke mørkt, det er kun blevet nat, snart sommer, snart dag, snart lys.
Som lyset fra dine øjne, som tryller lygtepælene længere og længere væk fra os to.
Og jeg holder dig i hånden, og jeg lytter til dig, men så hører jeg regnen
Det regner på os, det regner for os, vejret er blevet varmere på det seneste.
Så alt er pludselig helt stille og tæt til takt af regnens dråber der daler ned og giver liv igen, og gengiver liv, jeg kan høre dråberne og der er pludseligt helt stille. Jeg ænser kun dig, du er så smuk i lyset fra dine øjne. Jeg kysser dig, dråberne er kolde på dine kinder, dine læber er varme, dine hænder er varme, ligesom jeg,
Så vi skynder os hjem travlt for tiden handler kun om os og er vores, gadelamperne viser vej til hvor der varmt og vi finder frem og lukker os hurtigt ind.
Blodet suser stadigvæk i kroppen, hjertet er stadig så let. Jeg drikker vand som dråberne udenfor og tager lange skridt op af trappen, jeg savner dit lys.
Og du står i dit værelse med lyset slukket, men vinduet åbent og stearinlysene tændt. Og jeg iagttager dig iagttage mig og smider overtøjet på sengen og omfavner dig og vi smider os på sengen og omfavner hinanden.
Et kys. En uendelighed. Et øjeblik: fanget i blikket imellem vores øjne.
Og vi tæller uendeligheder på fingrene, ind til vi mister takten og lader os rive med.
Og det regner udenfor endnu, dråberne falder i taktslag, og jeg kan høre bilen suse forbi ude på vejen og kan mærke alt suse igennem mig uden at gå mig forbi. Jeg kan høre hver dråbe, jeg kan mærke hver dråbe, jeg kan mærke dig. Det er nu.
Og vi ligger i hinandens arme, og afvæbner os langsomt. Vi er hvem vi er. Og jeg tager min trøje og mine strømper af og har bare fødder og nøgen overkrop. Og jeg hjælper dig af med tøjet, vi hjælper hinanden, langsomt.
Strømper, bukser, trøje.
Langsomt.
Og vi nikker til hinanden og forstår. Jeg kan mærke dit hjerte, det har jeg haft så svært ved, jeg kan mærke dit hjerte og nikker til dig. Og inden en uendelighed er gået nikker du igen, du gengiver liv, og vi ved at det er rigtigt. Og du skal lægge dine smykker, det fortæller jeg dig, og du forstår og gør det, og dine to øreringe falder som dråber af guld på din vindueskarm ved siden af lysene.
Undertøjet.
Og vi er nøgne og os selv. Jeg lægger dynen over os, varme, vi behøver ikke røre hinanden mere end vi gør for jeg er aldrig blevet rørt mere. Og du er smuk mens du ligger i mine arme.
Og vi lukker armene om hinanden, og lukker hinanden ind, og lukker øjnene, og lukker alt andet
Udenfor.
Vi vågner samtidig i hinandens arme og spørger os selv om vi er virkelighed? Vi nikker og smiler og kysser hinanden godnat.
(dateret til engang i 08)
(Herefter noget mere moderne, ekspressionistisk ord-ekvilibrisme)
Jævn Lyd:
Alt kan styrte i havet som fuglene efter byttefisk
efterhånden vokser alle træer alligevel ind i himmelen
men ingen ligger tilsyneladende mærke til denne modsætning
før fældningen finder sted som ved kattepels i sommertid
Så de brølende menneskeaber svinger sig i lianerne
og de blødende kældermennesker svinger sig i sindsstemninger
der kvæler mennesker som ikke klarer vinterhalvåret
uden en sø at kigge ned i, og diskutere med spejlbilledet:
”hvem er mest virkelig af du og jeg?”
Men spiralerne i skyggerne er sanseligt smukke på nye måder
og hvis du gennemgår helvede kan du velsagtens trampe videre
vi kan jo medicinere den slags nu, et lille prik og din mødom er taget
men din smag på menneskelighedens svingninger er først fastslået nu
Og hvis du danser gennem nåleøjet balanceret på knivspidsen
kan det være du bliver geniet der forener din vilje med lugtende kød
og stavrer flere lysår på stankelben, enten det, eller også udvikler du dig
til den sidste der tænder det rødeste lys under kirkeklokkens skælven.
5/4 09
