Hvordan foråret er misforstået

Snart står vintergækkene overalt. Ja, selv de mest kække erantisser titter. Solen er begyndt at levere en sød akkompagneret visuel melodi til min mobiltelefons vækkeursudgave af Nik og Jays nyeste (hver eneste morgen tænker jeg på, at jeg skal have den skiftet til noget andet mere behageligt såsom Vivaldi eller Tchaikovskij, men som alle andre tanker på den side af morgenbadet, bliver de aldrig realiseret). Det varer ikke længe, inden vi kan lægge vanter og huer og halstørklæder og benvarmere og tømmerflådeisolater og overtræksbukser og varmeblæsere og eskimojakker bort og i stedet tage forårets lette, ofte beigefarvede vindjakker frem. 

Sammen med solen står moralen op - de følges ad hen til aftenen, hvor også moralen lader sig drukne i et minde om forgangen tid i mørke. Desperationen, modsat erantisserne, spirrer bedst i mørket - helst med mindet om vinterens ensomhed højest hævet. Det ville være en beklagelig fejl at hævde, at foråret bringer glæden med sig - for egentligt er foråret den største synder. Den giver os blikket for lyset, men lader os alligevel drukne i det mørke, vi så panisk erindrer fra vinterens afmagt. 

For som Turell skrev det, smelter mørket også over Odder. En lunken stearin lægger sig som hinde udenpå alting - døre, tage, følelser og mennesker. Alt opleves gennem hinden af tung stearin, der ikke brænder men blot kilder. Og vi fastholdes og indesmeltes i substansen. Og det eneste formbare i hovedet er blot håbet på sommeren og varmen og lyset. Og kampen er ligegyldigt, for lyset kommer først, når lyset kommer - og før forsvinder mørket ikke.